Voldtægt er forkert. Det er ikke til diskussion. Det er forkert, uanset om det er en kvinde eller en mand, der er offeret. Ingen mennesker skal tåle at blive udsat for seksuelle krænkelser eller ufrivilligt samleje. Men nogle gange sker det, at en gerningsmand og offeret ikke er enige om, hvorvidt der er tale om voldtægt eller en frivillig akt. Påstår gerningsmanden – urigtigt – at det var frivilligt, så skal han selvfølgelig straffes. Men påstår offeret – urigtigt – at det var ufrivilligt, så skal gerningsmanden ikke straffes, og i denne situation er det den, der bliver beskyldt for voldtægten, som er offeret.
Når der stilles forslag om ny lovgivning, så rejser der sig næsten altid lige så mange nye spørgsmål som svar. Sådan vil det unægtelig også være med forslaget til den nye voldtægts-bestemmelse. I dette blogindlæg vil jeg gennemgå den nuværende voldtægtsbestemmelse og forslaget til den nye voldtægtsbestemmelse, og komme med min vurdering af, om bestemmelsen vil medføre, at flere skyldige gerningsmænd bliver dømt, eller at flere uskyldige dømmes. Indledningsvis skal det bemærkes, at i dette blogindlæg, benyttes begrebet ”gerningsmand” uanset om der er tale om voldtægt eller ej, men i alle de tilfælde, hvor der er en beskyldning herom. Begrebet ”offeret” bruges om vedkommende, som påstår, at der har været begået en voldtægt, uanset om det er tilfældet eller ej.
Hvad er voldtægt?
Straffelovens § 216 bestemmer i dag, at voldtægt er, når man tiltvinger sig et samleje ved at bruge vold eller trussel om vold eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Af straffelovens § 225 fremgår det videre, at § 216 også gælder med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.
Med ordet ”vold” i § 216 menes der alle former for vold. Der kan f.eks. både være tale om vold, hvor offeret holdes fast, men også vold i ordets mere almindelige forstand, hvor offeret bliver slået eller lignende. Det er ligeledes voldtægt, hvis gerningsmanden truer offeret med vold eller andet.
I den nuværende bestemmelse om voldtægt, er det også en overtrædelse af straffelovens voldtægtsbestemmelse, hvis offeret er i en tilstand, hvor vedkommende ikke har mulighed for at sige fra. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis offeret er meget beruset eller påvirket af stoffer. Det er uden betydning, om det er en tilstand, som offeret selv har hensat sig i, eller det er en tilstand, som gerningsmanden har bragt offeret i. Bestemmelsen gælder også selvom gerningsmanden og offeret er ægtefæller. Relationen mellem parterne er altså uden betydning.
Hvad betyder den nye voldtægtsbestemmelse?
Den 1. september 2020 blev regeringen og flere andre partier enige om en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Partierne er blevet enige om, at det skal være strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker. Lovforslaget vil blive fremsat til oktober 2020, og er således ikke vedtaget på nuværende tidspunkt. Af enighedspapiret, som regeringen kalder det dokument, hvor de har beskrevet hensigten med den nye bestemmelse, fremgår det, at ”Den gældende voldtægtsbestemmelse forudsætter, at gerningsmanden har anvendt nærmere opregnede tvangsmidler, eller at offeret har været i en tilstand eller situation, hvor den pågældende har været ude af stand til at modsætte sig handlingen. Det vil sige, at der i dag ikke nødvendigvis vil være tale om voldtægt i tilfælde, hvor en person siger nej til samleje. Det skal ændres”.
Det fremgår også af aftalen, at ”Det skal være strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker”, og ”En samtykkebaseret voldtægtslovgivning balancerer hensynet til beskyttelsen af voldtægtsofre og retssikkerheden for dem, der anklages for voldtægt, idet uskyldsformodningen stadig er gældende”.
Videre om selve samtykket fremgår det, at ”Samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation. Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller handling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes på samme måde, som samtykke i øvrigt vurderes i strafferetten – helt uformaliseret og ud fra en konkret og samlet vurdering”.
Alt det er der vist ingen, der kan være uenige i. Der skal to til en tango, og det skal der også til en seksuel handling. Er det kun den ene, der ønsker handlingen, så skal den ikke finde sted.
Men kan bestemmelsen føre til, at flere skyldige bliver dømt, idet der fremadrettet ikke kun er tale om voldtægt, hvis der er brugt vold eller trussel om vold, eller offeret har været hensat i en tilstand, hvor vedkommende ikke har kunne sige fra, men der nu også er tale om voldtægt, hvis der ikke er givet et samtykke? Og gør bestemmelsen det ikke kun nemmere at få uskyldige dømt?
Forskellen på den nuværende, og den formentlig nye bestemmelser er altså – i korte træk – at for at der i dag er tale om voldtægt, skal gerningsmanden have anvendt tvang ved at bruge vold eller trussel om vold, eller offeret skal have været i en tilstand, hvor vedkommende ikke har kunne sige fra over for samlejet. Med den nye bestemmelse er der tale om voldtægt, medmindre offeret har givet sit samtykke.
Hvilken betydning får den nye bestemmelse fremadrettet?
Når en ny lov indføres, har der forinden været omfattende undersøgelser af forholdene. Ekspertgrupper har været nedsat og er kommet med deres udtalelser til lovforslaget. Det har også været tilfældet med denne nye bestemmelse. Den nye voldtægtsbestemmelse er ikke vedtaget endnu, og derfor har domstolene selvsagt heller ikke haft mulighed for at afprøve bestemmelsen. Derfor ved vi heller ikke med sikkerhed, hvilken betydning den får. Vi kan gisne, kigge på tidligere erfaringer, og tage et kig på vores nabolande, som har indført lignede regler før os.
Sverige indførte i 2018 en voldtægtsbestemmelse, som den, der nu ønskes indført i Danmark. Her kan man se, at flere bliver dømt for voldtægt, efter den nye bestemmelse er blevet indført. Det, vi på nuværende tidspunkt kan konkludere, er altså, at man i Sverige har fået flere dømte for voldtægt, selvom der fortsat er tale om et sparsomt grundlag for en sådan konklusion, idet loven også er ganske ny i Sverige.
Men hvis vi lægger til grund, at den nye bestemmelse giver flere dømte i Danmark, så er målet med bestemmelsen jo opfyldt – eller er den? Er det de rigtige, der bliver dømt, og er det blevet nemmere for det egentlige offer at bevise overgrebet?
Hvad er problemet ved den nye bestemmelse?
Som nævnt tidligere, så ved vi ikke, om der overhovedet er et problem med den nye bestemmelse. Som sagt rejser ny lovgivning ofte lige så mange spørgsmål som svar. Jeg kan dog allerede få øje på to forhold, hvor jeg ikke kan se, at den nye bestemmelse løser udfordringerne.
Som tidligere nævnt, så skal der med den nye bestemmelse være et samtykke. Det er jo også rimeligt nok. Men hvordan skal det bevises, om der har været et samtykke eller ej? I dag fremgår det af den nuværende voldtægtsbestemmelse, at der skal være anvendt vold. Er det tilfældet, så er det ikke så svært at bevise (selvom det kan påstås, at volden f.eks. er sket under en frivillig akt). Hvis der ikke er anvendt vold, så skal der være anvendt trussel om vold. Det kan være sværere at bevise, da der så ikke er noget fysisk bevis. Der kan også opstå nogle bevismæssige problemer, hvis offeret fastholder, at vedkommende var ude af stand til at give sit samtykke.
Der er efter min vurdering en bevismæssig udfordring i den nye bestemmelse. Det har muligvis ikke været hensigten med den nye bestemmelse, at den skulle løse den bevismæssige udfordring. Af erklæringen fra regeringen fremgår det, at ”regeringen ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder har reelt lige muligheder”, og ind til videre nævnes der ikke noget om det bevismæssige. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis man også forsøger at løse det problem.
I Danmark sker det med den nuværende lovgivning, at (oftest) kvinder voldtages, men det kan ikke bevises, fordi der ikke har været brugt vold, og det ikke kan bevises, at gerningsmanden har truet med at bruge vold. Fra en svensk avis nævnes dette eksempel: ”Nogle kvinder går med en gruppe mænd til en efterfest. En af mændene er meget fuld og gør tilnærmelser over for en af kvinderne, som afviser ham. Senere falder kvinden i søvn på en sofa, men vågner ved at manden, der er nøgen, rører ved hende. Han fjerner hurtigt hendes bukser og trænger ind i hende med sin penis. Han støder tre til fire gange, trækker sig ud og efterlader kvinden på sofaen. Hun har afvist ham flere gange tidligere. Men på sofaen når hun ikke at protestere, før det er overstået”.
Efter de nye svenske regler blev manden dømt. Samtykket manglede. Efter de gamle svenske regler, ville manden ikke være blevet dømt.Tilfældet vil formentlig blive det samme i Danmark med den nye bestemmelse, men kvinden har stadig ingen garanti for, at det kan bevises, at hun ikke har givet sit samtykke.
En anden udfordring, som den nye bestemmelse ikke løser, og som heller ikke er løst med den nuværende bestemmelse, er mere kontroversiel. Men der findes et mørketal for, hvor mange der bliver uskyldig dømt for voldtægt. Og det mørketal vil formentlig blive højere med den nye bestemmelse. Det er et mørketal, som dækker over de (oftest) mænd, som bliver uskyldig dømt. Hvor kvinden frivilligt har deltaget i en seksuel akt, men efterfølgende påstår, at det er voldtægt. I dag, hvor der i princippet skal være vold eller trussel om vold involveret, er det lidt nemmere at bevise en mands uskyld, selvom det ikke sjældent sker i dag, at mænd bliver dømt på kvindens forklaring om, at hun følte sig tvunget til den seksuelle handling. Med den nye bestemmelse bliver det nu også nemmere for den kvinde, der vil anklage en uskyldig mand, fordi det nu kræver, at hun blot ikke skal have givet sit samtykke. Der er et mørketal i den forbindelse, og selvom det ikke er lige så populært at råbe højt om, så er det et faktum, at det også er forfærdeligt at blive uskyldig dømt.
Jeg ser ikke, at den nye bestemmelse løser det bevismæssige problem, hverken i den ene eller den anden situation.
Skrevet af Cecilie Mieth, advokat
Roskilde den 18. september 2020
Skal dine venner også læse dette indlæg?
Så del det med dit netværk
