Hele livet får vi at vide, at vi skal spare op til pension, og danskerne sparer i gennemsnit rigtig mange penge op i pension. Men har du styr på, hvem der får din pension, hvis du dør, før du når pensionsalderen?

Nedenfor vil jeg gennemgå de generelle regler. Du skal dog være opmærksom på, at der kun er tale om generelle regler, og der kan derfor gælde særlige regler for din pension. Du er derfor nødt til at tjekke din egen pension hos dit pensionsselskab.

Hvis du går ind på din pensionsoversigt på www.pensionsinfo.dk kan du få et overblik over dine pensioner. Her kan du også se, hvem der får dine pensioner udbetalt ved din død – som oftest, hvis du dør før din pensionsalder.

Hvem modtager din pension, når du dør?

Ofte vil der både være en engangsudbetaling og en løbende udbetaling. I din pensionsoversigt kan du se, hvem der får udbetalt hvad. Ofte kan du også kunne se, hvor meget der vil være til udbetaling både som en engangsudbetaling og som en løbende udbetaling. Hvis ikke du har foretager et andet valg, så vil din pension blive udbetalt til din nærmeste pårørende.

  • Hvem er din ”nærmeste pårørende”?

Dine ”nærmeste pårørende” er et bredere begreb, som kan deles op således i prioriteret rækkefølge:

  • Ægtefælle/registreret partner/samlever
  • Børn, børnebørn, oldebørn
  • Arvinger ifølge et testamente
  • Arvinger ifølge arvelovens regler

Det betyder, at udgangspunktet er, at hvis du efterlader en ægtefælle/registreret partner eller en samlever, vil vedkommende automatisk være ”nærmeste pårørende”, og derfor få udbetalt den udbetaling, som går til nærmeste pårørende.

Har du ikke en ægtefælle/registreret partner/samlever, så vil udbetalingen gå til dine børn. Er dine børn ikke i live, vil det være dine børnebørn, der arver. Er de heller ikke i live, vil det være dine oldebørn.

Efterlader du dig hverken ægtefælle/registreret partner/samlever, børn, børnebørn eller oldebørn, så vil udbetalingen gå til den eller de personer, som du har skrevet ind i et testamente.

Har du heller ikke oprettet et testamente, så vil det være arvelovens regler der gælder. Det kan du læse mere om her.

  • Hvad nu hvis jeg er skilt fra min ægtefælle/registreret partner?

Det kan være aftalt med pensionsselskabet eller banken, at din udbetaling ved død skal ske til en fraskilt ægtefælle, der har bevaret ret til udbetalingen.

  • Hvornår er min samlever berettiget til at få udbetalingen?

En samlever sidestilles i visse situationer med en ægtefælle, og kan derfor i nogle tilfælde være berettiget til at modtage en udbetaling. Følgende betingelser skal dog være opfyldt:

  • I skal have fælles bopæl
  • I skal have levet i et ægteskabslignende forhold i 2 år, eller
  • har, har haft eller venter et fælles barn.
  • Er der andre ting jeg skal være opmærksom på, hvis jeg har en samlever?

Hvis du ønsker, at din samlever skal betragtes som din ”nærmeste pårørende”, skal I som sagt have fælles bopæl, have levet i et ægteskabslignende forhold i 2 år eller have, have haft eller vente et barn sammen.

Herudover skal I være særlige opmærksomme, hvis din forsikring/pension er etableret før 2008. Før 2008 var en samlever nemlig ikke en del af ”nærmeste pårørende”, og hvis forsikringen/pensionen er etableret før 2008, så vil din samlever heller ikke i dag være ”nærmeste pårørende”. Det kan du dog ændre ved at skrive det til forsikringsselskabet.

 

Skrevet af Cecilie Mieth, advokat

Roskilde den 12.  marts  2019..

Skal dine venner også læse dette indlæg?

Så del det med dit netværk