Forældrekøb – hvad er værd at vide?

TVANGSFJERNELSER I DANMARK ER IKKE NØDVENDIGVIS TIL BARNETS BEDSTE

TVANGSFJERNELSER I DANMARK

ER IKKE NØDVENDIGVIS TIL BARNETS BEDSTE

Børn, der på et tidspunkt i deres liv har været anbragt uden for hjemmet, klarer sig betydeligt dårligere end andre børn. Men skyldes det tiden i en belastet familie, eller den efterfølgende tid, hvor de er anbragt? Det findes der formentlig ikke et entydigt svar på, men fakta er, at det ikke fungerer. Vi bliver derfor nødt til at stoppe op og revurdere den måde hele systemet fungerer på, og slippe opfattelsen af, at anbringelse uden for hjemmet er den eneste løsning.

I gennem de seneste 10 år har man jævnligt kunne læse i medierne, at kommunerne satte ind med tvangsfjernelser alt for sent og alt for sjældent. Vi har hørt om Tønder-sagen og Brønderslev-sagen, hvor kommunerne blev underrettet om kummerlige forhold for børnene uden at gribe ind. Senest har vi kunne følge med i dokumentaren om Jørn, der som lille blev fjernet for åben skærm i dokumentaren for 20 år siden ”Er du mors lille dreng?”, og hvor vi nu i fortsættelsen kan følge ham i voksenlivet, og se, hvor galt det er gået ham. Det finder stadigvæk sted i stor stil – kommunerne underrettes af daginstitutioner, skoler, læger m.v. uden at handle. Først når det er for sent, og man ikke kan komme uden om, at en tvangsfjernelse er uundgåelig, gribes der ind.

Trods den store opmærksomhed, som medierne har givet tvangsanbringelsessagerne i Danmark, så er antallet af tvangsanbringelser fra 2014 til 2015 faldet med 7 procent[1]

TVANGSFJERNELSER I DANMARK ER IKKE NØDVENDIGVIS TIL BARNETS BEDSTE

Lad mig slå fast! Det kan nogle gange være det bedste for et barn, at mor og far ikke skal være alene om at varetage omsorgen for barnet. Men er det ensbetydende med, at det offentlige kan varetage omsorgsrollen bedre? Der er naturligvis tilfælde, hvor det er bedst for barnet, at mor og far slet ikke er i barnets liv. De sager findes naturligvis, og det er også de sager, som er interessante for medierne at fortælle os om. Men det vi ser og læser om i medierne, er ikke gennemsnittet af en familie, der for tvangsanbragt deres børn. Der findes også en stor gråzone, hvor mor og far ikke kan varetage omsorgen for barnet alene, men hvor mindre indgribende sanktioner end anbringelse ville være tilstrækkelige.

Det fremgår faktisk af loven, at anbringelse først kan komme på tale, hvis der er en begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses i hjemmet med støtte.

Men bruges denne støtte i hjemmet så? Ja heldigvis, men efter min mening slet ikke i det omfang, som den burde. Tidligere på ugen læste jeg et blogindlæg i avisen.dk, hvor det fremgik, at kommunerne sender børnene hjem for et godt ord, for at spare penge. Det er bestemt ikke min oplevelse. Når først man er kommet ind i systemet, så er det meget svært som forældre, at gøre det godt nok til, at få sine børn hjem igen.

[1] Ankestyrelsens anbringelsesstatistik 2015

 Lidt baggrundsviden om en tvangsanbringelse

Hvis kommunen mener, at der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge

2) overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

– kan Børn- og Unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge tvangsanbringes uden for hjemmet.

Børn- og Unge-udvalget består at 2 politikere, 2 psykologer og 1 dommer.

Forældrene til barnet og børn over 12 år har ret til deres egen advokat, hvis salær betales af kommunen.

Får man ikke medhold i Børn- og Unge-udvalget, kan man klage over afgørelsen til Ankestyrelsen, og får man heller ikke medhold der, så kan sagen indbringes for byretten. Vil du læse mere om tvangsfjernelser af børn, så klik her.

Advokat tvangsfjernelse
Cecilie Mieth Advokat

Dokumentation for en anbringelse

Det er kommunens opgave at samle den dokumentation sammen, som er baggrunden for vurderingen af, om barnet skal anbringes. I nogle sager er materialet omfattende, men i en del sager er materialet sparsomt. Desværre betyder det ikke nødvendigvis, at Børn- og Unge-udvalget afviser tvangsanbringelsen. Nogle gange virker det som om, at det bare bliver kørt igennem uanset, hvilket materiale der er på sagen.

Tvangsfjernelser i Danmark er ikke nødvendigvis til barnets bedste

Og nu til sagens kerne. For ud over at statistikken viser, at det nærmest er umuligt at vinde en sag over kommunen i sager om tvangsanbringelse, så viser statistikken også, at det offentlige ikke nødvendigvis kan varetage opgaven. Det kan skyldes, at indsatsen kommer for sent, eller det kan skyldes, at indsatsen er mangelfuld. Eller en kombination af begge.

I 2015 udarbejdede Bodil Helbech Hansen en analyse af skolegang og udvikling i voksenlivet blandt personer, som har været anbragt uden for hjemmet som barn[2]. Analysen og tallene er dybt foruroligende.

Af analysen fremgår det blandt andet, at

  • 40 % ikke har aflagt folkeskolens afgangsprøve, når de er 16-17 år (6 % blandt ikke-anbragte børn)
  • 70 % har ikke fuldført en ungdomsuddannelse som 25-årig (21 % blandt ikke-anbragte børn)
  • Hver 6. er på førtidspension som 30-årige (2 % blandt ikke-anbragte børn)
  • Hver 5. er på kontanthjælp (5 % blandt ikke-anbragte børn)
  • Hver 4. mand har som 30-årig været i fængsel
  • Børn anbragt på institution klare sig generelt ringere end børn anbragt i familiepleje

Det offentlige løfter altså ikke opgaven. Børnene ender ikke med en voksentilværelse, hvor de tilnærmelsesvis sidestilles med andre. De fortsætter på kanten af samfundet. Den hjælp, som det offentlige mener, at de giver barnet ved at fjerne ham/hende fra forældrene, er ikke god nok. Og er det overhovedet det offentliges ansvar? Om ikke andet, så har de påtaget sig den.

Men er det forældrenes manglende omsorg i starten af barnets liv, der er skyld i, at barnets voksenliv bliver på kanten af samfundet? Eller er det måden vi tvangsfjerner på i Danmark? Vi ved fra studier på området, at børn kan blive skadet ved manglende omsorg allerede inden for de første leveuger. Så jo senere der sættes ind, jo mere skade kan der være sket. Det er naturligvis forskelligt fra sag til sag, men alt andet lige er det min påstand, at der absolut ingen grund er til, at man fjerner et barn fra dårlige forældre til dårlige anbringelser.

Men hvorfor gør vi det så fortsat på den måde? Er det fordi vi tror, at alt andet er bedre end dårlige forældre? Tror vi, at det at blive revet væk fra sine forældre, og anbragt på en døgninstitution med begrænset og skiftende personale er bedre, end det omsorgssvigt, som børnene måske udsættes for der hjemme? Tror vi, at børn på f.eks. 5 år, der får omsorg af forskellige pædagoger, der naturligvis også skal hjem til deres familie, er bedre end far og mor, der drikker?

Jeg klandrer ikke pædagogerne eller plejefamilierne. Jeg klandrer den måde, som vi fjerner børn på i Danmark, da jeg mener, at der er andre metoder, hvor familien som helhed kan få den nødvendige hjælp uden at børn og forældre skal skilles ad for enhver pris. For i alle andre sammenhæng, f.eks. i familieretten bliver forældrene tudet ørerne fulde med, at børn har ret til deres forældre. Det burde disse børn også have, så længe forældrene har en evne til at være forældre.  Og det har rigtig mange af de forældre, som får fjernet deres børn. Så længe det offentlige ikke kan stille med en bedre statistik end ovenfor anført, så burde man gribe problemstillingen helt anderledes an.

[2] ”Analyse af skolegang og udvikling i voksenlivet blandt personer, som har været anbragt uden for hjemmet som barn” af Bodil Helbech Hansen

Hvad er alternativet?

Jeg tror på, at der findes et alternativ, som kan vise sig at være bedre for børnene og langt bedre for samfundsøkonomien.

Lad os tage et eksempel. Magnus på 4 år har altid været meget fraværende fra sin børnehave. Hans sprog er dårligt, hans tøj er for småt, og da han starter i skole, har han også mange fraværsdage. Når han endelig er i skole, så har han ikke spist morgenmad og har ikke madpakke med. Når lærerne taler med ham, fortæller han, at han selv skal stå op, fordi mor sover længe, og der ikke er mad i køleskabet til madpakken. Lærerne sender den ene underretning efter den anden til kommunen, som inviterer mor til møder. Efter rigtig mange underretninger, og da Magnus er blevet 6 år, udarbejdes der undersøgelser på familiens udfordringer, og mors forældreevne. Til sidst kommer kommunen frem til, at Magnus mor ikke kan varetage forældrerollen, og indstiller til Børn- og Unge-udvalget, at Magnus skal anbringes i en plejefamilie. Børn- og Unge-udvalget giver kommunen medhold, og inden for en time efter beslutningen er truffet, bliver Magnus hentet på skolen af en fremmed sagsbehandler og placeret i en fremmed plejefamilie. Er det det bedste for Magnus?

I årerne efter flytter han fra den ene plejefamilie til den anden. Plejefamilierne kan ikke rumme ham, og som 12-årig kommer han på en døgninstitution blandt andre anbragte børn. Han ender med at have været i 7 plejefamilier og 4 institutioner fra han er 6 til 18 år. I voksenlivet kan han ikke finde sig til rette, og i en alder af 30 år opgives han af systemet og får tilkendt en førtidspension.

Er det udelukkende de første 6 år af hans liv hjemme hos mor, som er skyld i det? Eller er det også, det svigt han følte, da han blev revet væk fra mor? Er det, det svigt han har følt, da den ene plejefamilie efter den anden måtte kaste håndklædet i ringen? Eller er det, det svigt han følte, når han sad alene på endnu en døgninstitution? Måske var det, det svigt han følte, da ingen lyttede til ham, da han sagde, at han ville hjem til sin mor igen? Eller det svigt han følte, da han bad om mere samvær med sin mor?

Ville det ikke have været bedre for Magnus, hvis kommunen allerede ved den første underretning havde sat massivt ind i hjemmet, og hjulpet mor med de problemer, hun havde? Ville det ikke have været bedre, hvis problemerne ikke kunne løses i hjemmet, at mor og Magnus sammen var kommet på en form for institution, hvor Magnus kunne beskyttes mod mors raseriudbrud, få madpakke med i skolen, og tøj der passede ham, men stadigvæk havde sin mor hos sig?

Jeg er sikker på, at i sagen om Magnus, så var det også et overgreb, da det offentlige fjernede ham fra hans mor. Ikke fordi hans mor var en god forældre, men fordi det er et overgreb mod et barn at blive revet væk fra sin mor af fremmede mennesker.

I familier, hvor forældrene ikke kan varetage forældrerollen tilstrækkeligt, der skal barnet ikke nødvendigvis fjernes fra forældrene inden for en time. Der skal sættes ind langt tidligere i forløbet, så det i det mindste kan undersøges, om problemerne kan løses i hjemmet. Kan de ikke det, skal man forsøge at anbringe både barn og forældre et sted, hvor de kan få den tilstrækkelige hjælp.

Hvis Magnus og hans mor sammen var kommet hen på en institution, og det der viste sig, at mor ikke kunne lære at varetage omsorgen for Magnus, så var en anbringelse uden mor måske det bedste, men så havde Magnus fået en chance for at vende sig til institutionslivet sammen med mor. Han ville gradvist kunne vende sig til at være uden mor, først en time, så en dag, så to dage, så en uge osv. Alt imens pædagoger ville sørge for, at mor ikke lod sin frustration gå ud over ham, og alt imens at han fik mad og tøj på kroppen. Måske ville Magnus så havde kunnet undgå at ende på førtidspension som 30-årig, fordi han havde oplevet færre svigt, hvis hjælpen var kommet allerede i børnehaven, og hvis han allerede som 6-årig var kommet på en institution sammen med sin mor.

Når det offentliges alternativ er mindst lige så dårligt, som det de anbragte børn kommer fra, så er vi nød til at revurdere og gøre det anderledes.

Skrevet af Cecilie Mieth, advokat

Roskilde den 13. maj 2017

Skal dine venner også læse dette indlæg?

Så del det med dit netværk

Skal vi hjælpe dig?

Så udfyld kontaktformulen og tryk send, eller ring til os på Tlf. 41 94 80 00 i åbningstiden.

Dit navn (skal udfyldes)

Din e-mail (skal udfyldes)

Telefon nr.

Din besked

About Cecilie Mieth
Advokat hos Retsadvokaterne i Roskilde.
Related Posts
  • All
  • By Author
  • By Category

Leave a Reply

Your email address will not be published.

Djalma Lunds Gård 3, 1. tv.
4000 Roskilde
Tlf.: 41 94 80 00
Mail:info@retsadvokaterne.dk
Bankkonto hos Sparekassen Sjælland 0525-356820 - Cvr 35976426