Såfremt man modtager gaver fra en person, der er døden nær, skal man være opmærksom på at disse gaver ikke altid vil være gyldige. Der gøres nemlig forskel på om noget er en gyldig ”livsgave” eller en ”dødslejegave” som arvinger kan erklære ugyldig.
Konsekvensen af, at en dødslejegave er ugyldig, er at den skal afleveres tilbage til dødsboet. Hvis dette ikke kan ske, skal gavens værdi erstattes til dødsboet.
LIVSGAVER OG DØDSLEJEGAVER
Livsgaver er gaver, som gavegiveren har sat sig for at aflevere og som bliver afleveret af gavegiveren i levende live. Det kan også være en gave, der er bestemt til at blive afleveret af gavegiveren i levende live, men som ikke når at blive det.
Eksempel: Gavegiveren køber en gave til en anden (gaven er bestemt til at blive afleveret i levende live), og gavegiveren giver gaven til den anden (gaven er blevet afleveret i levende live).
Eksempel 2: Gavegiveren køber en konfirmationsgave og ligger et kort ved (gaven er bestemt til at blive afleveret), gavegiveren dør af et slagtilfælde (gaven når ikke at blive afleveret i gavegiveren levende liv).
Gaven der ikke når at blive afleveret i gavegiverens liv, vil ikke blive set som en dødslejegave, når gavegiveren tror at denne vil være i live til at forære den.
Dødslejegaver er gaver, der er bestemt til at blive givet efter gavegiverens død eller en gave, som først kan kræves ved gavegiverens død. Det vil sige, at det sådan set er overførelser af værdier, som skal ske efter gavegiveren er død.
Det er nok, at gavegiverens død er ”nært forestående” og gavegiveren er klar over dette.
Eksempel: Hvis en person er dødeligt syg, og personen har fået af vide af lægerne, at denne kun har en dag tilbage at leve i, så vil gaver, der bliver givet derfra, blive set som dødslejegaver.
Disse gaver kan ses som en slags arv, og det er også derfor, at der gælder de samme regler for dem som ved testamenter. Grunden til, at man vil sikre sig mod, at en person giver gaver væk lige inden denne dør er, at man vil sørge for, at reglerne omkring tvangsarv ikke bliver omgået, så børnene eller konen får mindre eller i værste fald ingenting. Det skal også sikres, at der betales boafgift af de gaver, som er bestemt til at blive opfyldt ved gavegivers død.
Et gyldigt testamente skal også respekteres over dødslejegaver med hensyn til fordeling. Derfor kan arvinger erklære dødslejegaver for ugyldige.
HVAD MED FØDSELSDAGSGAVER, OG ANDRE SÆDVANLIGE GAVER?
”Sædvanlige gaver” er undtaget for reglerne omkring dødslejegaver. Disse gaver kan være; fødselsdagsgaver, julegaver og konfirmationsgaver. Gaverne skal have en ”sædvanlig” størrelse således, at hvis der opstår tvivl, vil det kunne vurderes ud fra tidligere gaver eller hvad andre har fået. Så et større beløb på f.eks. 10.000 kr. til en konfirmation, kan godt være en sædvanlig gave, hvis det har været tradition, at vedkommende, der er døden nær giver konfirmationsgaver af denne størrelse.
Dødslejegaver komplicerer arveprocessen, da de først skal identificeres og enten accepteres af arvinger eller gives tilbage til dødsboet.
Såfremt, at man er døden nær og ikke kan nå at lave et testamente, er der den mulighed at lave et såkaldt ”nødtestamente”.
HVAD ER ET ”NØDTESTAMETE”?
Når en person ikke har lang tid igen, og der ikke er tid til at indkalde vidner til et vidnetestamente, eller at lave og vedkende et notartestamente for notaren, kan nødtestamentet være den sidste udvej.
Nødtestamentet har ingen formkrav og kan skrives på papir, computeren, SMS mm., hvilket gør det muligt at kunne lave et, de fleste steder.
Eksempel: En person, der er ved at styrte ned med et fly, men sender en sms med sine sidste ønsker, har lavet et gyldigt nødtestamente.
Et nødtestamente skal lige som alle andre testamenter tage højde for tvangsarven, som er ¼ af den samlede arv. Tvangsarven går til børn og/eller ægtefællen.
ER DER GRÆNSER FOR, HVOR LÆNGE ET NØDTESTAMENTE KAN VÆRE GYLDIGT?
Et nødstestamente er som ordet indikerer oprettet i nød og som sidste udvej, eftersom man ikke har kunnet nå at lave et ”rigtigt” testamente.
Derfor bortfalder et nødtestamente, efter 3 måneder hvor det har været muligt at oprette et ”rigtigt” testamente.
ER ET NØDTESTAMENTE LAVET FØR ET SELVMORD, GYLDIGT?
Har en person lavet et nødtestemente og begået selvmord, er nødtestamentet gyldigt. Dette skyldes, at personen havde til hensigt at slå sig selv ihjel, og derfor i praksis ikke havde tid til at gå til notaren eller indkalde vidner.
Et selvmord som har været planlagt i længere tid, vil også blive set som en nødsituation.
Skrevet at Tobias Smeden Pedersen, Stud. Jur. Retsadvokaterne Roskilde.
SØGER DU EN ADVOKAT TIL ET TESTAMENTE?
Så udfyld kontaktformularen herunder, og du vil blive ringet op.
Du kan også ringe direkte på Tlf. 41 94 80 00
BLEV DU KLOGERE AF DET DU LIGE LÆSTE?
Så del det med dit netværk og venner.