Der var engang, hvor forældremyndigheden automatisk gik til mor ved skilsmisse, og skulle mor være så uheldig at dø, uden forældrene var gift, men blot samlevende, så var der ingen garanti for, at børnene kunne blive hos deres far. Det er heldigvis fortid, og forældremyndighedsloven er – efter sigende – indrettet således, at børnene er i centrum. Så er far den bedste forælder, så vil han også være den, som kan få børnene boende efter en skilsmisse – i teorien.
Selvom mange er enige om, at der stadigvæk ikke er ligestilling i praksis, så kan man ved en gennemgang af den historiske udvikling af forældreansvarsloven hurtigt konstatere, at det er intentionerne bag de forskellige lovændringer.
Vil du vide mere om, hvilken udvikling forældreansvarsloven har haft de sidste 30 år, så kan du læse mere her:
1985: I 1985 blev det muligt for forældre, at aftale fælles forældremyndighed efter en skilsmisse. Samtidig blev det også muligt for forældre, som var sammenlevende, at aftale fælles forældremyndighed i forbindelse med en samlivsophævelse. Før 1985 var det nemlig ikke muligt for samlevende, at aftale fælles forældremyndighed, ligesom det ikke var muligt for forældre som blev skilt, at fortsætte fælles forældremyndighed. Ulempen ved fælles forældremyndighed efter en samlivsophævelse eller skilsmisse var imidlertid, at der ikke kunne fastsættes samvær, selvom forældrene ikke kunne blive enige om samværet. Det var derfor ganske nemt – for mor – at bestemme, hvor meget samvær der skulle være. Ville far have fastsat samværet, så skulle han søge om, at den fælles forældremyndighed blev ophævet, hvorefter der så kunne blive fastsat samvær.
1995: I 1995 blev den regel dog ændret, og fra 1995 kunne man få en afgørelse om samvær, selvom forældrene havde fælles forældremyndighed.
2002: Fra 2002 blev det endeligt muligt, at forældre kunne fortsætte med at have fælles forældremyndighed efter en skilsmisse, medmindre de ønskede, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves. Ønskede en af forældrene, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves, så kunne det ikke bestemmes – som tilfældet er i dag – at der fortsat skulle være fælles forældremyndighed. I 2002 blev det også muligt for ugifte forældre, at få fælles forældremyndighed samtidig med at faderskabet blev registreret.
2007: I 2007 kom den familieretlige strukturreform, hvor der blev sat fokus på forligsmæssige og samlede løsninger. Rollefordelingen mellem myndighederne blev også ændret, sådan at alle sager om forældremyndighed skulle starte i Statsforvaltningen. Reformen indebar også, at domstolene i årene 2007-2012 i forbindelse med sager om forældremyndighed kunne træffe afgørelse om samvær, hvis en af forældrene anmodede om det.
Den nuværende forældreansvarslov er også fra 2007. Et af lovens hovedprincipper er, at et barn har ret til begge sine forældre. Dette grundlæggende princip indebærer, at forældrene – uanset at de ikke lever sammen – skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnet og om barnets samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos.
Loven indebar en ny tilgang til begrebet forældremyndighed. Efter loven er det således muligt at dømme forældre med fælles forældremyndighed til at fortsætte denne, selvom den ene af forældrene ikke ønsker det, og bestemme at der skal være fælles forældremyndighed i tilfælde, hvor den ene forælder har forældremyndigheden alene.
Den ændrede tilgang indebærer, at det ikke kræves, at forældrene er enige om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, at forældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.
Med loven indførtes også adgang til, at domstolene kan afgøre, hvor barnet skal bo. Formålet med at give retten adgang til at træffe en afgørelse om barnets bopæl var, at minimere forældrenes konflikt og give forældrene bedre mulighed for at fortsætte med at praktisere et retligt fællesskab omkring barnet.
For så vidt angår samvær er lovens udgangspunkt barnets ret til samvær – og ikke som i den tidligere lovgivning, forældrenes. Samtidig fremhæves det, at begge forældre har et ansvar for, at barnets samvær med den anden forælder også bliver realiseret.
2011-2012: I 2011 blev der gennemført en omfattende evaluering af forældreansvarsloven. På baggrund af evalueringen blev loven ændret i 2012. Det overordnede formål med lovændringen var at sætte fokus på barnets bedste og styrke rammerne for løsning af uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær i familier, hvor forældrene ikke lever sammen. Overordnet set understreger ændringen forældreansvarslovens grundprincip om forældrenes fælles ansvar for barnet.
2015: I 2015 kom resultatet af en aftale mellem Folketingets partier om den såkaldte Chikane-pakke. Pakken indeholdte en række initiativer for at sætte en stopper for samarbejdschikane.
Formålet med lovændringen var at fremme begge forældres aktive og loyale medvirken til en samværssags behandling og sikre, at barnets kontakt med den ene forælder ikke afbrydes uden, at der er en væsentlig grund hertil, og at afbrydelsen er til barnets bedste.
Kilde: Social- og Indenrigsministeriet.
Søger du en advokat? Så udfyld kontaktformularen herunder, og du vil blive ringet op.
Du kan også ringe direkte på Tlf. 41 94 80 00
BLEV DU KLOGERE AF DET DU LIGE LÆSTE?
Så del det med dit netværk og venner.