I de år jeg har beskæftiget mig med familieretten, er der særligt et område, som kan få mit sind i kog –  samværschikane/samarbejdschikane – og den påvirkning det har på forældre og børn.

Lad mig slå en ting fast. At forhindre sine børn i at se den anden forælder uden en egentlig grund, er ikke at være en god forælder.

Samværschikane/samarbejdschikane er et udbredt fænomen, og i store træk kan man sige, at der er tale om samværschikane/samarbejdschikane, når en forælder bruger alle tænkelige kneb for at forhindre den anden forælder i at se børnene. Det kan være påstande om vold, seksuelt misbrug, alkoholmisbrug osv.

Og samværschikane/samarbejdschikane betaler sig – desværre.

Når forældre går fra hinanden, skal der findes en ordning, så samværsforælderen kan have samvær med børnene. Det er naturligt, og fremgår også af forældreansvarsloven, at et barn har ret til begge sine forældre. Kan forældrene ikke selv blive enige om en løsning, kan Statsforvaltningen træffe en afgørelse om samvær, som er bedst for barnet. Det lyder enkelt, men det er det desværre ikke altid.

Der er nogle sager, hvor den ene forælder modsætter sig samværet og kommer med beskyldninger der er så voldsomme, at Statsforvaltningen er nødsaget til at undersøge sagen. Sådan en undersøgelse kan tage meget lang tid, og en forælder kan også gøre sit til at undersøgelsen trækker ud. Hvis Statsforvaltningens undersøgelse bliver afsluttet uden der er bekymring om samvær, skal der naturligvis etableres et samvær. Men før Statsforvaltningen kommer til den konklusion,  har børnene måske været væk fra samværsforælderen i så lang tid, at man for børnenes skyld starter med at fastsætte et støttende samvær. Et støttende samvær forgår hos Statsforvaltningen, hvor der er en børnesagkyndig til stede under samværet. Også til disse samvær kan man som samværsforælder opleve chikane, f.eks. hvis børnene flere gange udebliver fra samværet.

Tiden går, og afstanden mellem samværsforælderen og børnene bliver større.

Sådan et forløb kan tage flere år, og mange samværsforældre giver op undervejs. Det slider på dem, men de kan også se, hvordan det slider på børnene, som konstant lever under pres p.g.a. forældrenes konflikter. I sidste ende kan samværsforælderen fravælge samværet, og børnene kan miste en forælder. Det kan få fatale konsekvenser for børnene, men det er ganske forståeligt,  hvis samværsforælderen ender med at give op.

Det kan også ske, at Statsforvaltningen beslutter, at der ikke skal være samvær – alene fordi bopælsforælderen ikke kan magte at der er samvær med den anden forælder.

I sager om børnenes bopæl er samarbejdschikane heller ikke et ualmindeligt fænomen, og også her kan tiden få alvorlige konsekvenser for den forælder, der ikke har barnet boende.

Eksempler på samværschikane/samarbejdschikane

Listen er lang over ting, som kan opfattes som samværschikane/samarbejdschikane, og udfordringen er at gennemskue, hvornår der er tale om chikane.

En kvinde som tager på krisecenter og påstår at hun har været udsat for vold, kan være en kvinde i fare, men kan også være en kvinde, som gør det udelukkende for at forhindre far i at få samvær med børnene. Om der er tale om fare eller chikane ved kun mor og far. Såfremt det er et træk for at forhindre samvær, så kan det få det udfald, at mor og børn går under jorden, og derved afskærer far fra at have kontakt med børnene i længere tid. Samtidig laver krisecenteret en kriseerklæring, hvor de kommer med en vurdering af kvinden og børnene, altså en faglig vurdering som kan underbygge kvindens påstand. Ingen ved om det er chikane eller sandhed, heller ikke medarbejderne på krisecenteret.

En anden måde at udøve samværschikane/samarbejdschikane er at melde børnene syge til samværet, evt. de observerende samvær. Det er svært for Statsforvaltningen at vurdere om samværet er til skade for børnene, hvis der ikke har været et samvær at observere.

Og jo vi har indgreb, som kan hjælpe den forælder der er udsat for samværschikane/samarbejdschikane, men Statsforvaltningen er overbebyrdet af sager, og derfor er sagsbehandlingen langsommelig, hvilket er til bopælforælderens fordel, hvis denne ønsker at et samvær ikke skal eksistere.

Børnene er de eneste taber i konflikten

Børnene er de eneste taber i disse meningsløse konflikter. Derfor er der også et nyt lovforslag på vej, som vil forsøge at gøre op med samværschikane/samarbejdschikane, men det er langt fra nok. Læs mere på vores blog her.

Advokatens rolle

Som advokat er det vores rolle, at præsentere klientens sag. Hvis klienten fortæller os, at den anden forælder udøver vold mod barnet, ja så skal vi da naturligvis fremføre denne påstand i Statsforvaltningen, og sørge for at det bliver undersøgt til bunds.

Nogen gange kan man dog få en mistanke om, at nogle advokater ligefrem hjælper deres klienter med at komme med påstande om f.eks. vold og derved udarbejde samværschikane/samarbejdschikane.

Såfremt det er tilfældet, er det min opfattelse, at det er at gå videre end de advokatetiske regler tillader.

Hvorfor er det her vigtigt?

Konsekvenserne af samværschikane/samarbejdschikane kan være alvorlige. Alvorlige fordi det er børn der taber. Børn som kan miste den ene forælder, fordi mor og far ikke kan finde ud af det sammen. Det er ikke i orden, og jeg mener at vi som samfund har et ansvar. Vi har et ansvar for, at børnene sikres en opvækst med begge forælder, så længe de begge er sunde forælder.

Derfor har lige netop dette emne fanget min interesse, og i min daglige kontakt med forældre, der udsættes for samværschikane, er det blevet min hverdag ,at repræsentere de forældre, som udsættes for denne chikane. I disse sager handler det om at være vedvarende og holde på klientens ret til at se børnene. På et tidspunkt vil en sag, der er bygget på chikane, forhåbentlig falde fra hinanden.

Skrevet af advokat Cecilie Mieth – Restadvokaterne.

Du kan læse mere om emnet her.

Skal dine venner også læse dette indlæg?

Så del det med dit netværk